De indiske sælgere på Instagram

Skrevet af Karina Muriel Mimoun.

Det startede med et tip. “Tjek Instagram, der sælges børnepornografisk materiale”. Og så var jeg i gang. Tag godt imod artiklen, for det er en af de historier, som jeg ikke havde meget lyst til at grave frem, men som jeg mener bør skrives.

På Instagram findes der profiler, hvis eneste formål er at sælge nøgenbilleder og sexvideoer. De har formået at gå under Instagrams radar, og hvis det ikke er fordi, det er så afskyeligt, det de sælger, så er det faktisk smart.

Profilerne er indiske og priserne altid i rupees. Selvom de fleste af profilerne har en del følgere, har de fleste få eller ingen billeder liggende fremme. Alt foregår via deres stories, der til lejligheden fungerer som et online katalog, hvor hvert menneskeligt produkt, har fået et nummer og en pris, der skal gøre det nemt for køberne at bestille.

Der er et stort udvalg af kvinder til salg. De fleste angiveligt indiske, og enkelte bærer tørklæde. En del ligner de private billeder, der ligger på din og min instagram-profil. Andre er af mere seksuel karakter, med spredte ben og bryster der sidder oppe under hagen.

Så er der børnene. Du kan få videoer med børn til 200 rp. Det er 18 danske kroner. De viser et billede af digitale mapper. Der står maskeret pige, på en af mapperne. På en anden står der Gina 7yo. Der måske – måske ikke er hendes alder, Og så er der Viola 5yo. Flere af sælgerne reklamerer med, at de sælger videoer med et nyt barn. 33 videoer til en pris af 150 rp. Det er 13 danske kroner. Der står, at børnene er mellem 5 og 16 år. Der findes også videoer med dyr og piger – sammen. De koster 80 rp. Det er kun 7 danske kroner. Og så er der voldtægsvideoerne.

Udvalget er bredt, stort og så dybt ubehageligt.

Katalog-delen med børn, har få billeder og blot tekst. En af de små piger, ser europæisk ud. Hun ser ud til at være 5-6 år og der står på hende billede, at der findes 3000 billeder og 2400 videoer, som man kan købe for 1700 rp. Det er 156 danske kroner.

De over 55 forskellige profiler, jeg indtil videre har gennemgået, ligner hinanden både i opsætning, men også i typen af billedemateriale. Enkelte har også samme udvalg.

FREMGANGSMÅDEN

Profilerne har ingen eller meget få billeder på deres profil. Det er kun deres stories, der fungerer som et menneskeligt katalog. Deres stories er sammensat af flere billeder, der kører lige efter hinanden, og blive delt blandt profilens følgere i 24 timer. Derefter forsvinder den igen og en ny skal laves. Deres story kan også aktiveres, når man klikker på profilbilledet. Flere har gemt deres stories, så de har flere liggende på deres profil under deres profiltekst. Det Instagram på dansk kalder højdepunkter. Når man gemmer, kan man give sin story et navn. Offers. News. Video only. Andre viser hvilke numre du kan finde i den gruppe. Numre på de mennesker, der er til salg.

XXXXX (jeg har fjernet navnet) er en af mange profiler på Instagram. Profilbilledet viser en kvinde og der ligger allerede en del gemte stories under highlights. Jeg skrev til hende, der viste sig, at være en mand

Han fortalte, at han solgte nøgenbilleder og videoer af både piger og kvinder. Pigerne var mellem 8-16 år og blandet etnisk oprindelse. Han forklarede, at videoerne var sexvideoer (hans ord) med både voksne og børn sammen, og dem kunne jeg købe samlet for 350 rupees. Han producerede ikke selv, men fik dem gennem kontakter. Jeg skulle nu blot downloade MEGA – som er en app der fungere som en krypteret fil-opbevarings-app, hvor man kan få 50gb gratis plads, og når jeg havde indbetalt via det indiske betalingssystem PhonePE, PayTM eller Googlepay, ville jeg modtage et link, der så ville åbne i Mega-app’en, og der ville jeg modtage det købte materiale.

Jeg skrev til sidst, at jeg var journalist, der ville stille ham spørgsmål. Jeg blev nu blokeret.

FOR NEMT

Hvis du ved, hvad du skal søge efter, er det alt for nemt at finde frem til dem der sælger. Kodeordet lige nu YYYY (nix, det udleverer jeg ikke) hvor der under min research, dukkede over 55 profiler op. Antallet ændrer sig dog løbendet. Klikker man på profilernes følgere, eller dem de selv følger, dukker der flere profiler op, med navne der ikke nødvendigvis indeholder ordet YYYY , og derved sværere at søge sig frem til. Det sidste klarer Instagram dog for dig, for når du går ind på en profil, forslår Instagram nye profiler udfra dine søgekriterier, og af den vej, har jeg fundet frem til nye profiler med andre navne, der både sælger billede- og video-materiale, og indiske escortpiger, der sælger sexchats.

Jeg har en privat Instagram profil, hvor man skal anmode, om at få adgang til mine billeder. Lige nu har 3 (en uge efter er jeg nu oppe på 5) forskellige indiske profiler, der sælger billeder, anmodet om adgang til min profil. Jeg følger dem ikke, så hvordan de ved, jeg har været forbi de andre profiler og derved kan være en potentiel kunde, ved jeg ikke, men mon ikke, Instagrams algoritmer hjælper dem på vej?

DE OVERSKRIDER INGEN REGLER

Malene Thede har været opmærksom på problemet et stykke tid, og hun fortæller, at hun indtil nu er stødt på over 100 profiler, der sælger pornografisk materiale på Instagram, og selvom hun hver gang anmelder profilerne, er det ikke altid, at Instagram mener, at de overtræder deres regler.

“Jeg har anmeldt langt over 100. De rigtig grove bliver fjernet, men når de reklamerer mere diskret, er der ikke rigtig hul igennem til Instagram.”.

onli.ne3447 er en af de profiler, som Malene har anmeldt, og som Instagram efter gennemgang, mener overholder deres regler. Da jeg klikkede mig ind på profilen, havde de en story kørende, hvor både voldtægtsvideoer og børnepornografisk materiale var til salg, og der lå adskillige stories med det menneskelige katalog under highlights.

Jeg har spurgt Instagrams nordiske pressechef Peter Münster, om hvad proceduren er, når en profil bliver anmeldt;
 
“Vi gennemgår anmeldelser af indhold så hurtigt vi kan, og generelt inden for 24 timer. Vi bruger en kombination af avanceret AI og menneskeligt review for at afgøre, om noget overtræder vores regler.”

Tre timer efter jeg sendte mine spørgsmål til Peter Münster, var profilen væk.

Flere af de indiske sælgere skriver på deres profil, at deres forrige profil er blokeret, så når een bliver fjernet, skyder en ny blot op.

#DROPBOXLINKS

Det er ikke nyt, at der bliver formidlet og solgt børnepornografisk materiale på de sociale medier. I 2019 kom det frem, at pædofile på Instagram havde brugt hashtagget dropboxlinks til at netværke og udveksle billeder og videoer. Efterfølgende gik hundredvis af memes-profiler ud med en egen meme-kampagne mod pædofili, og oversvømmede hashtagget, for at gøre det sværere for pædofile, at finde det de ønskede. I dag er det meste væk.

Med de indiske profiler, er der ingen hashtag, der kan oversvømmes, så det eneste brugerne kan gøre, er at anmelde til Instagram når de dukker op, og håbe på, at Instagram når at tjekke dem, imens deres story er aktiv, eller at de sørger for at gennemgå deres stories under højdepunkter. For en scanner alene, vil sandsynligvis ikke kunne fange problemet, for der er få nøgenbilleder. Og slet ikke af børn. De har været så smarte, at skrive sig ud af det. CHILD mellemrum PORN.

Hvis det ikke var så uhyggeligt, ville jeg vedkende, at det er smart.

VORES ARTIKLER ER UDEN REKLAMER, men du er velkommen til at købe et screenshot af artiklen, du kan overføre pengene på mobilepay +45 40409028.

På mini-chili-redaktionen har vi ingen gratis praktikanter, der kan korrekturlæse vores indlæg. Mats er svensk og Karina er bare en skidt korrekturlæser, så vi tager forbehold for løsslupne kommaer og syrede tastefejl. Håber de kan underholde, mere end de kan forarge…..,,,,!=)#d!%%

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.