Ensom og på flugt.
I går oplevede jeg mere mod og mere ensomhed end jeg har mødt længe. Jeg havde taget min første vagt blandt de frivillige på Hovedbanegården og i de timer jeg befandt mig mellem spor 2-3 og 4-5, ankom der over 100 flygtninge som de frivillige hjalp på vej.
100 flygtninge på 3,5 time. Få blev. De fleste rejste videre til Sverige. Det var en næsten helt normal onsdag aften på Hovedbanegården i København.
Jeg så familier med de få tasker, der skulle indeholde et opsparede liv der allerede var levet. Jeg så babyer med bare ben i skoene, sovende på deres forældres arme på denne iskolde december aften. Jeg så små trætte børn der måtte holde sig vågne, da de enten skulle videre til Malmø eller til politistationen på Halmtorvet for at blive registreret, og derefter videre til Sandholm. Jeg så gamle trætte mænd. Og unge drenge, der havde taget turen alene uden andet end det tøj de havde på og et par euros i lommen. Venlige. Stille. Og bare interesseret i at komme videre.
Jeg mødte 3 unge drenge fra Syrien der rejste sammen. Ingen familie. Kun de tre. Den ene var blot 13 år. De skulle alle tre videre til Sverige, hvor de hver især havde lidt familie, og de havde en forlængst købt billet med i lommen.
Drengene var i tvivl om, hvordan de kom videre med toget, og der imens de frivillige prøvede at finde hoved og hale i de papir drengene havde med, viste det sig, at den ene – uden hans egen viden – havde ansøgt om asyl i Tyskland. Han havde skrevet under på et papir han ikke forstod. Det var på tysk. Og selv jeg, der kan eein bisschen, forstod ikke meget af det officielle sprog. Så nu havde han et problem. Tvangs-asyl, sagde en af de frivillige. Det sker. Desværre.
En anden af de frivillige fortalte mig om en 7 årige pige der var ankommet alene. Hendes familie var døde og hun prøvede at komme videre til Sverige, hvor hun havde lidt familie tilbage. Det var som at tale med en voksen, sagde den frivillige. Hun fortalte også om en ung mand der var rejst op gennem Europa. Med et åbent skudsår. Nu vi taler om mod.
Blandt de 100 flygtninge, oplevede jeg mere mod end jeg har set længe. For det må kræve et ekstremt mod at bryde sit liv op og rejse ud i uvished. Uden mulighed for at medbringe sine møbler. Sine minder. Kun med det der kan bæres i en hånd. For selvom de rejser fra krig og utryghed, så rejser de stadigvæk fra noget de kender. Måske det eneste de kender. Og ud i noget de ikke ved hvad er. Forstil dig lige det!
En ensom flugt
Men jeg tænkte også, hvor ensomt det må være for dem, der rejser alene.
Der sad en meget ung fyr på bænken. 15, 16, måske max 17 år. Han skulle samme nat med toget retur til Tyskland. Det eneste han havde med sig var det tøj han gik i og de euros han havde med i lommen.
Han ønskede ikke mad eller drikke. Han sad bare helt alene med trøjens hætte over sit hoved og kiggede træt frem for sig. Han smilede hvis man smilede til ham. Men ellers sad han blot med et træt og trist blik i øjnene. Og ventede. Helt alene i et fremmed land. Uden noget som helst at holde fast i andet end sig selv.
Jeg kender til ensomhed. Det tror jeg vi alle gør. Men jeg kender ikke til den ensomhed, et barn eller ungt menneske må føle, når de tager denne forfærdelige tur op gennem Europa, for at ende på en kold banegård, hvor det eneste varme er fra de frivillige der bruger egen tid og ressourcer, til at sørge for en kop varm te og den information der skal gøre det lidt lettere for dem at komme videre.
Den ensomhed hos de mennesker der rejser alene fra krig og ud til uvished. Den kender jeg gudskelov ikke. Og det er en ensomhed, jeg ikke engang har fantasi til at forestille mig, hvad gør ved et lille menneske.
Så disse modige og ensomme mennesker, der i disse måneder ankommer eller rejser gennem vores land. Vi er simpelthen nødsaget til at tage pænt imod dem. Uanset hvad. Tag nu pænt imod dem.
Det var en både barsk, men også hjertevarm aften, der mellem perron 2-3 og 4-5 og blandt de mange fantastiske frivillige der hver dag, døgnet rundt, tager imod de mange flygtninge, der rejser gennem vores hovedbanegård. I drømmer ikke om den indsats de yder. Men den historie får I en anden dag.
Ha’ en god dag!
by 