REAL LIFE STORIES – En lille historie om svindel

Det her er en lille historie om de digitale medier, om svindel og romantiske møder, og om hvordan man kan nå derud, hvor det forkerte, bliver det eneste man kan gøre, men også der, ender det galt.

Vi vil gerne præsentere dig for Helle. Helle er enlig mor og førtidspensionist. Helle vil gerne have en kæreste, så Helle opretter en profil på en datingportal. Det er der historien starter. På nettet. Vi befinder os i juni 2016, hvor Helle møder Kasper.

I sagsakterne, som vi er kommet i besiddelse af, for den dom der blev afsagt den 31. marts 2017, er det beskrevet, hvordan Helle og Kasper mødes. Det er på en datingportal på nettet. De matchede, og de startede nu med at skrive sammen.

Kasper var single og boede i et hus på Rømø. Han havde skrevet at han havde et godt job, havde arvet lidt aktier og havde været så heldig at vinde lidt penge i Lotto. Kasper var en heldig mand, for han manglede vist intet andet end en kæreste.

Helle og Kasper aftaler nu at mødes.

I sagsakterne står der, at Kasper var god til at sige det, Helle gerne ville høre, så selvom han de første par gange, brænder hende af, så ender det alligevel med et møde i byen – og – med et lille romantisk match.

Dette er en del af et vidneudsagn, Helle kom med i retten, da hun skulle vidne mod den mand, hun troede skulle være hendes sidste.

Kasper fortalt Helle, at hans bankkonto var blevet lukket, da hans niece havde misbrugt den. Kasper virkede meget opgivende, da han havde spurgt Helle, om han måtte låne de penge, han vidste, hun lige havde lånt fra hendes forældre. Et lån der var øremærket hendes søn.

Lånet ville blive betalt tilbage indenfor få dage.

Helle udtaler, at hende mavefornemmelse havde sagt hende, at hun burde lade være, men Kasper havde været insisterende. Han ville miste sit hus, hvis hun ikke lånte ham pengene. Helle gav ham de kr. 4.500 i kontanter, og overførte de resterende kr. 20.500 kroner, til et kontonummer hun nu fik fra Kasper.

Helle rykker og rykker, men får ikke pengene, og Kasper har nu alle mulige undskyldninger. Så var hans bankrådgiver blevet syg, og så havde han selv fået konstateret kræft. Du hun skriver, at han vil blive meldt til politiet truer han med at oprette hendes profil, på en hjemmeside for prostituerede.

Vi har talt med Helle, og hun fortæller hvordan Kasper kørte svindelsagen helt ud. Da hun skulle besøge ham i hans hus på Rømø, havde han hentet hende i en Audi, som det viste sig at han havde “lånt”, og det lækre hus, hvor hun havde tilbragt en romantisk nat, viste sig at være et hus han var brudt ind i.

“Var politiet kommet, var jeg jo røget med i det fald?!”

Det bliver ikke den sidste gang, Kasper-sagen ender med at få Helle på kant med loven.

HVAD GØR JEG NU, LILLE DU

Da Helle truer Kasper med en politianmeldelse, vender Kaspers historie 360º. Nu er han pludselig en del af rockermiljøet fra Nørresundby. Han truer hende og han truer med hendes børn, og Helle er dybt ulykkelig over, hvis hendes dumme romantiske valg, vil ende med at gå ud over hendes børn, så Helle flytter og får hemmeligt nummer.

Banken hvortil Helle har overført pengene, kontakter Helle, for manden der ejer den konto, hvortil hun overførte pengene, hedder ikke Kasper, men Dannie. Banken har haft kontoen under observation, og de anbefaler Helle at kontakte politiet.

Det viste sig, at Helle ikke var den eneste, der var blevet svindlet af Dannie. “Retssagen varede i flere uger og min del kun få timer”. Helle ved ikke, hvor mange andre Dannie har nået at svindle, før han endelig blev stoppet.

Dannie får seks måneders fængsel og en bøde på kr. 12.000, for at franarre pengene fra Helle. Han bliver dømt til at betale sagens omkostninger og til indenfor 14 dage, at betale Helle en erstatning på kr. 20.500 samt processrenter. De kr. 4.500 i kontanter, får hun ikke tilbage.

Den 6. april 2017 bliver Helles sag afsluttet hos politiet, nu skal hun have pengene tilbage.

“Jeg skyldte jo fortsat mine forældre 25.000 kroner, som jo er mange penge, når man er førtidspensionist.”.

I brevet fra domstolen står, at Helle kan rette henvendelse til fogedretten, hvis hun ikke får pengene fra Dannie. Da Dannie er insolvent, kan de desværre ikke hjælpe, og anbefaler hende at kontakte dem igen seks måneder senere.  Der er det ikke bedre, for nu ligger der flere åbne sager på ham. Krav, der ligger før hendes.

Helle kontakter et Inkassofirma, for at høre hvilke muligheder de har for at hjælpe. De afviser at tage hendes sag. Helle skylder fortsat hendes forældre de 25.000 kr, og gode råd viser sig  at blive dyre.

INKASO… MED EET S

Et år efter Dannie får sin dom, vælger Helle at dele historien i en af de grupper på Facebook, hvor folk advarer hinanden om svindlere på nettet. Her kommer hun i kontakt med to profiler der mener de kan hjælpe. Den ene skriver til Helle, fra en facebook-side der hedder Udlån Inkaso. Med eet s. Den anden er en almindelig facebook-profil. Vi har set screenshots fra deres korrespondance på messenger, hvor også en af Helles venner deltog. De var fire i den chat.

Da den private facebook-profil, efterfølgende blev lukket, står der Ukendt facebook-profil som navn på den chat vi kigger på, og det er denne profil, der indgår aftalen med Helle. Facebook-siden der i chatten blot hedder Udlån, kommer dog hurtig på banen. De får hendes forklaring og domspapirerne som bevis, og aftalen bliver, at de vil kræve kr. 50.000 af Dannie. De beholder kr. 25.000 som salær og resten får Helle. De ønsker også at få dækket udgifterne til benzin. Up front.

Vi er nødsaget til at køre i to biler, for vi ved aldrig hvad vi kommer ud til, forklarer profilen der kalder sig Udlån. Inkaso-drengene får nu adgang til Helle’s vens benzin-kortinformationer, som de kan bruge via en app.

“Skal vi have jeres penge, skal vi være en pain in the ass overfor ham, og han skal have besøg mindst hver anden dag, til vi knækker ham”

Profilen der kalder sig udlån, praler med en succesrate på 92%,  men kan dog ikke garantere Helle at Dannie har pengene. De spørger om det er i orden, hvis det ender med en afdragsordning. Helle godkender og de sender hende et screenshot, hvor en anden kunde, takker dem for godt udført arbejde.

“Tro mig, du kommer aldrig til at høre fra ham, når vi har haft fingre i ham.” Han afslutter med en smilende emojii.

En del af samtalen mellem Helle og de to “Inkaso” profiler foregår I en hyggelig tone. De skriver at de begge får ballade af konerne, hvis de er for meget ude, men hvis de forklarer konerne, at de gør en forskel for andre, så er de heldigvis meget forstående. Den private nu lukkede profil, deler også et billede af hans datter.

“Vi er heldigvis ikke rockere, men vi har vores metoder til at inddrive penge, og alle metoder er ikke lige pæne”. Der sad en smilende emoji med en glorie efter den.

Hvis man ser bort fra, hvilke opgave Helle har hyret dem ind til, skulle man næsten tro, at det var tre gamle venner der skriver sammen. For tonen ER meget hyggelig. Her i første omgang.

Den 3. juli rykker inkaso-drengene ud for første gang. De skriver på chatten; “I dag vil Mister Aalborg får et lækkert lille besøg”.

Den 7. juli lover de hende en opdatering. I en anden besked skriver de, at de tager endnu en tur til Nordjylland, at de allerede har haft en tur uden held, men at de har fået nye gode kontakter, og de lover hende en tilbagemelding  det uanset udfaldet.

Dannie er nu gået i skjul, men de skriver, at han er blevet set på en adresse, hvor de vil køre hen.

“At stole på folk er ikke en svaghed, det viser bare du har hjertet på rette sted, husk du er ofret, ikke ham. Han var personen der trampede på din tillid og valgte at misbruge en kvinde der blot ønskede at hjælpe. Giv ikke dig selv skylden, det må du love mig.” Så sødt skriver den ukendte facebook-profil til Helle i chatten.

Den 12. juli er der godt nyt. Dannie er fundet og i weekenden, vil der blive lavet en fast aftale med ham og hans familie.

“Vi fandt svindet, som har snydt dig, der er utroligt mange efter den fyr, dog har ingen fundet ham, kun os to. Han fik en venlig hilsen. to gange, hvorefter hans gamle mor ringede os op og bad os holde sig fra ham, og hun ville betale hvad vi forlangte”. Det er Dannies mor, der vil betale afdragene for Dannie.

Pengene vil gå ind på Inkaso-drengenes konto, derefter vil pengene blive overført til Helle.

Den 3. august efterlyser Helle første afdrag. For hun har intet hørt. Eller modtaget. Udlån-sidens profil forklarer, at pengene vil blive hentet enten samme dag eller dagen efter. Helle undrer sig over, at de skal hente pengene, og moderen ikke bare overfører dem, men de forklarer at første afdrag skal betales kontant.

Inkaso-drengene har på daværende tidspunkt brugt kr. 2.000 kroner på benzin, på det benzin-kort, som Helles ven har lånt dem.

Helle rykker igen for pengene og den 19. august skriver Udlåns-sidens profil, at han ikke kan forstå at den anden – den ukendte facebook-profil – ikke har henvendt sig til Helle. Det viser sig, at hans profil er lukket ned.

Den 20 august skriver Udlåns-sidens profil til Helle for sidste gang. Han beklager meget, men han kan ikke få fat i den anden, hverken på mobil, messenger eller Facebook. Han vil undersøge hvad der er sket. “Du skal ikke være nervøs, for ingen render fra sine aftaler.

Siden har Helle intet hørt fra hverken den ukendte facebook-profil, der nu er lukket ned eller fra siden Udlån inkaso. Med kun et s.

HJÆLP!!!!

Den 17 september skriver Helle igen et opslag, i den gruppe på Facebook, hvor fremmede advarer andre mod svindlere på nettet. (Advarsler mod snyd og svindlere.). Hun spørger om nogen kender siden Udlån Inkaso, og hurtigt kommer flere facebook-profiler på tråden. De ved godt ved hvem der står bag. En af dem, er ejeren af de 14 udlåns-grupper som vi skrev om HER. Han nævner navnet på den ukendte facebook-profil, et kaldenavn, der dog ikke er hans rigtige. Han ved dog godt, hvem han er. Andre profiler beder Helle skrive direkte til dem. Hvad de skriver sammen om, ved vi ikke, men det lader dog til, at Helle er ved at spore sig ind på, hvem de to Inkaso-drenge er.

Spørgsmålet er, hvad Helle kan bruge de informationer til.

Hvis hun finder inkaso-drengen, hvad gør hun så?  Sender hun et tæskehold?

Går Helle til politiet, så vil de højst sandsynligt tage hendes sag. De vil prøve at finde inkaso-drengene, men Helle vil samtidigt blive sigtet eller få en bøde. For det er ikke lovligt, at hyre sit eget inkasso-hold, selvom de lover de aldrig slår, men kun chikanerer.

Helle kan også lade sagen ligge. For reelt ved Helle jo ikke, hvem der har svindlet hvem og med hvad.

For har Inkaso-drengene fået pengene fra Dannies mor og beholdt dem selv? Hvem kan svare på det, andet end Dannie og hans mor, og tør Helle spørge de to, om de har haft kontakt med det private inkaso-hold, som hun har sendt afsted? Næppe!

Har inkaso-drengene bare kørt de kr. 2000 op, uden overhovedet at være i nærheden af Dannie eller hans mor?

Eller har Udlån-siden, som er “Inkasso-firmaet” bag den lille enterprise, bare hyret den ukendte facebook-profil, til at skaffe pengene til Helle, og så beholdt dem selv?

Det mener den ukendte facebook-profil, som vi har fundet frem til,. Han bekræfter, at han har lavet opgaven, men pengene har han givet videre til Inkassofirmaet. Inkasso-firmaet ønsker ikke at udtale sig. Rent faktisk er de helt tavse.

Tilbage sidder Helle. Med en større gæld end før. Nu skylder hun ikke kun 25.000 kroner væk, men 27.000. Vi må da håbe, de ikke tager renter.

Tilbage sidder Helle

Selvom historien lyder som en serie på Netflix, så er den lige så sand som den er skør, og et godt eksempel på, hvor galt det kan gå på nettet, hvis man ikke tænker sig om.

Hvem er alle de mennesker? Den eneste profil vi med sikkerhed ved er ægte, er Dannies, der har fået en dom for at spille en anden. Det samme med den ukendte facebook-profil, for ham har vi fundet frem til, ikke over Facebook, hvor ingen nødvendigvis behøver at være den de skriver de er, men via hans job. Vi har talt med ham, og vi ved at han eksisterer. Ikke med hans facebook-navn, men hans hans rigtige navn. Hilsen om Dannie er også ægte. For vi har set domsakterne. Eller har vi? For vi har fået dem af “Helle”, og er Helles profil ægte?

Det sidste er vi dog overbevist om, at hun er. Hendes navn er dog ikke Helle, for vi har lovet at give hende et andet, for at undgå, at hun kan dukke op i en googlesøgning. For denne historie er ikke kun skør, men kan også være en smule farlig. For “Helle”.

Historien du har læst, handler om svindel på nettet. Om falske dating- og facebook-profiler og om at være økonomisk derude, hvor man ender med at tage imod de ulovlige umuligheder, der tilbyder sig, nu ingen andre kan hjælpe.

Så pas nu på hvad du laver på nettet. Ingen er altid, hvad man går og drømmer om, at de er. Uanset om man tror de er ens næste kæreste, eller bare en hjælpende hånd. Nogen gange, der de dem, man ikke ønsker at møde.

Denne historie er skrevet, fordi vi bare ikke kan lade være.

Skrevet af Mats Anderson og Karina Muriel Mimoun

Facebooktwitterredditpinterestlinkedinmailby feather

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REKLAMEFRIT OMRÅDE

Vi foretrækker et reklamefrit område, det er dog muligt, at donere et beløb, hvis du er tilfreds med hvad du læste.

Send alt fra 5 kr. til 5 mill - betaling kan ske via mobilepay til box 7855BH. 

Send en mail på info@sweetchili.dk, hvis du ønsker at få tilsendt en faktura.